Hvem er vi?

Bakkely er en naturbørnehave, hvilket vil sige, at vi primært befinder os udenfor i alle lyse timer i løbet af dagen, uanset vind og vejr. Naturbørnehaven Bakkely ligger i den smukke Pilbrodal med den skønneste udsigt over Stilling sø og omkranset af grønne bakker, heste, køer og får.

Og mor og far kan være ganske rolig – vejen bliver altid ryddet når sneen falder, så det er muligt at komme frem (det er kommunen forpligtet til).

Bakkely er en institution med mange år på bagen, over 25 år, så der er dejlig mange traditioner, for både børn og forældre. Af traditioner for børnene kan nævnes: trille æg til påske, plante solsikker, julenisser i december, hente juletræ og meget andet. Af traditioner for både børn og voksne kan nævnes Valborgaften hvor Brumbasserne (storbørnsgruppen) optræder , julehygge med gløgg og æbleskiver, arbejdsdage og forældrekaffe en gang om måneden, skiftevis om morgenen og eftermiddagen.

Bakkely er et tilvalg, og vi har brug for at de forældre der vælger os, også har lyst til at være deltagende og engagere sig i børnehaven. Dette kan være med både stort og småt, men med kun 30 børn har vi brug for at vi alle løfter i flok.

Andre sider der kunne være relevante:
Personale  |  Bestyrelsen  |  Aktivitetsrådet  |  Hverdagen i Bakkely